Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

Heine, Bozak og Martin	John Jabina nr. 3	Bozak bevogter	Bozak og figurant	VM holdet 2007

 

Den værste placering man kan få, er vel at blive reserve til et VM hold, der skal ske noget for en af de andre deltagere før jeg kan komme med ….  Nej, det er ikke det bedste udgangspunkt vel?

Som tiden nærmede sig VM blev jeg overbevist om at jeg ikke kom med, jeg kunne lige så godt melde mig til i Tøløse og hvad sker der så.. 14 dage før vm ringer telefonen og Lene Karlson er i røret, kan du tage med til Slovakiet??????      Ja det kan jeg da.

Det er her jeg sender en tanke til Preben  som jo, desværre for ham ikke kom med, jeg håber at hans hund er i bedring.

Så går det ellers stærkt, der er mange ting der skal ordnes, lige fra et dyrlægetjek, finpudsning af  træningen og til at få fri fra arbejde. Selv om smilet stivner lidt på bossens ansigt, så får jeg da fri. Så skulle bilen også lige ha et tjek, er den klar til de mange kilometer osv.
Endelig oprandt dagen da vi skulle af sted, klokken 03 søndag d. 29. september.

Der er langt til Slovakiet, så dejligt var det at vi kunne følges med Claus og Mai-Britt  derned. Selve køreturen gik fint og vi ankom til Bratislava sidst på eftermiddagen.. Her fik vi et lille problem, idet ingen af vores ellers så moderne GPS kunne finde hotellet, indtil Claus fik den gode ide at gå ind under spisesteder i menuen og her fandt han så den rigtige adr. på hotellet.
Lidt trætte ankom vi så til et superlækkert hotel med dejlige luftearealer lige uden for døren og ikke at glemme – tre restauranter lige rundt om hotellet.

I løbet af mandagen dukkede de øvrige danske deltager op og omkring kl. 13 holdt vores alle sammens Kurt Jensen et orienteringsmøde hvor vi fik besked om hvordan programmet for hele ugen så ud. Her øser Kurt også ud af sin egne erfaringer fra de mange VM´er han har deltaget i, til stor glæde for os der var med for første gang.

Efter mødet kørte vi på stadion hvor der blev lavet et dyrlægetjek på hundene og øretatoveringen blev tjekket for første gang,(ud af rigtig mange gange) Efterfølgende finder vi ud til en af de fire træningspladser der er stillet til rådighed, en lille meget ujævn  plads (med en fin udsigt) hvor vi fik lavet lydighed og gr. C.
Efter at ha trænet her sætter man virkeligt pris på de forhold vi har hjemme i Danmark. Vi har det sgu godt herhjemme. Husk det.
Kurt har haft gang i kontakterne og tryllet et sporareal frem til os medens vi har trænet, vi håbede det var noget der lignede det vi skulle gå i til konkurrencen. Det var en rigtig lækker mark med vintersæd, en af den slags man ynder at bruge til en udtagelse i Danmark, rigtig guf.

Der var meget snak om hvad det var vi skulle gå på, vintersæd eller raps og på et tidspunkt høre Kurt at det absolut ikke skal være raps!!!!!  Så måtte det jo være vintersæd….. Jo jo, vi var på vej mod en overraskelse var vi.
 
Tirsdag er der træning på stadion og vi var godt forberedt hjemmefra, der var lavet en rotation så alle vidste hvad de skulle når træningen gik i gang. For dem der ikke ved det, så er der afsat 25 minutter til hvert hold og det skal dække både gr. B og C så derfor skal det planlægges til mindste detalje så hvert minut bliver udnyttet optimalt.
Træningen gik fint for nogen og mindre fint for andre, selv fik jeg pludselig problemer med fremadsendelsen og ronderingen, men her er ingen kære mor, 25 min. er gået så er det UD, næste hold står klar.

Om eftermiddagen fandt vi det træningsareal som  efter sigende skulle være identiske med de rigtige sporarealer. En stor mark hvor hvert land havde fået tildelt deres eget sporareal. Rigtigt fint bortset fra at det hovedsageligt bestod af raps…. Men vi fik da trænet, og så  tog vi billeder af de sporarealer lykkelige uvidende om at nogle Hollændere kort forinden havde taget billeder af samme sporarealer, blot med den forskel at de havde vendt sig om og taget billeder ind over nogle radar/sattelitter og straks efter fik konfiskeret deres flash card. (de fik kameraet tilbage uden billederne)

Onsdag formiddag fandt vi en mark med stub efter raps som så var harvet. Nu måtte vi være så godt forberedte som vi kunne på sporet.
Endnu en lokal træningsplads blev besøgt, en lidt større og af bedre kvalitet, træningen gik som det skulle og alle var godt tilfredse.

Onsdag aften stod i lodtrækningens tegn og vi ankom, til hallen, på det aftalte tidspunkt. Hmmmm…… det er muligt at vi i Danmark har det med at hænge os i tiderne men det gør man ikke nødvendigvis i Slovakiet, her er tiden en variabel lille tingest som bestemt ikke er herre over alt. Vi ventede og ventede og ca. 1 times tid eller lignende. (tabte tidsfornemmelsen) begyndte publikum at blive utålmodige og der blev klappet og trampet i gulvet, da det ikke gav resultat i første omgang, ja så må man jo prøve igen igen.. Vi tog det med godt humør.
Langt om længe kom der gang i sagerne. Jeg havde på forhånd spøgt lidt med Mai-Britt om at vi var nød til at trække numre i nærheden af hinanden så vi kunne komme i samme gruppe på spor, vi havde jo kørt mange kilometer herned bagefter en rød transporter og det var jeg blevet lidt afhængig af, da det kan være ganske besværligt at finde rundt i Bratislava og deres gps var bedre end min. Sjovt nok startede det med at Mai-Britt trak nr. 8 og jeg trak nr. 10. Vi skulle starte på sporet torsdag begge to.

Torsdag morgen ankom vi til stadion og fik at vide hvor vi skulle holde for at komme med sporbilen.
Det var noget af en oplevelse, at blive transporteret gennem Bratislava med politieskorte, det kan virkeligt sætte adrenalinen i gang. Vi fik besked på at starte katastrofeblinket og så følge med. Det Slovakiske politi har virkelig styr på tingene, så det var bare med at hænge på,  der er ikke noget med at drøne af sted med 80-90 km/t, næææ nej, på et tidspunkt drønede vi af sted med  noget der lignede 120 km/t for næste øjeblik at holde stille og vente på dem der var blevet hægtet af. Men sjovt var det.
Det skal lige nævnes at det er meget spændende at køre i Bratislava, der er færdselsregler lige som i Danmark, men allerede den første dag dernede blev jeg lidt i tvivl om det er de samme regler vi benytter. Nå, men de er nu flinke til at give plads til hinanden, hvad betyder det så om man skal overhale højre eller venstre om.
Men bortset fra den meget spændende tur med fuld udrykning var jeg imponeret over at politiet bare skulle stikke en hånd ud af vinduet hvorefter det virkede som om det var en parodi  Moses ved det røde hav, trafikken forsvandt ud til begge sider så vi andre kunne pasere uden problemer.
Det kunne jeg godt lide.
Vi ankom”lettere forpustet” til sporarealerne og her skulle vi så for alvor i gang med konkurrencen..

Hvis jeg skal beskrive sporarealerne så vil jeg sige at de var meget ”spændende” hvis jeg havde stået i lille Danmark en søndag formiddag til sportræning.
Risikoen for at få den slags underlag til en udtagelse i Danmark er vel lig nul. Jeg talte noget der lignede 9 forskellige arealskifte på første langside. Højt græs, jord, stub, raps, et hav af traktorspor og et par plovfuger for at sætte lidt kulør på tilværelsen. For mig at se var sporene  korrekt lagt, måske så korrekt at  man rettede sig mere ind efter skitserne i stedet for at se på arealerne.
Resultatet blev da også derefter. 88 p.
Det var svære arealer men jeg kunne se at min hund knokler alt hvad den har lært så jeg var bestemt ikke utilfreds med hans præstation.  Vi havde fået besked på at opstarten efter genstande skulle foregå ved at stå på siden af hunden og her afgive kommandoen søge, det gik fint ved den første genstand, men ved anden genstand fik Bozak linen viklet om bagbenene hvilket gav en lidt rodet opstart. Det skal man nok lige træne lidt hvis man skulle være så heldig at komme med en anden gang.

Fredag er det så lydighed det gælder.
Medens jeg går rundt på stadion for at få tiden til at gå inden jeg skal hente hund og gøre klar, melder sommerfuglene sig selvfølgelig og da jeg er allermest nervøs kommer John B. og siger til mig: Tag det roligt det er bare et treerprogram du skal ind og lave og det havde han jo ganske ret i, det satte tingene lidt i perspektiv. Tak for det John.
Andre har i tidens løb fortalt mig at det er ubeskriveligt at gå ind på et stadion til et VM og de har ganske ret, jeg kan kun sige det på en måde, det er STORT .
Om det danske publikum kan jeg kun sige en ting det var fortrinligt, sikken en opbakning, mange tak for det, det gjorde ikke oplevelsen mindre. Det blev til 90 p.

Lørdag var det så gr. C
Jeg syntes selv at jeg var godt forberedt og jeg havde da også fået styr på min rundering så det var med fortrøstning at jeg stod ved den ”berømte” gitterlåge og ventede på at skulle ind. Her kom så et problem jeg ikke lige havde forudset…
Jeg havde jo været i gang på spor og i lydighed, alt var tjekket i begge ender, så jeg var i den forvisning at alt var som det skulle være….. men jeg blev klogere. Bedst som jeg fik lov at gå på banen blev jeg smidt ud igen Diskvalificeret Jeg har sikkert lignet et spørgsmålstegn og da mit Slovakiske ikke stod mål med de indfødte, så tog det lidt tid inden det gik op for mig hvad der var sket.  Joh, jeg havde glemt at fjerne mit hundetegn fra halsbåndet og så var det bare herraus... Da jeg i første omgang var på vej væk fra stadion kom en venlig englænder og forsøgte at bakke mig op og hjælpe mig med at fjerne hundetegnet, om det var fordi jeg var irriteret, rystet og virkelig vred ved jeg ikke, men skiltet ville ikke af og englænderen stak mig en kniv i hånden som jeg tog imod, det eneste jeg fik ud af det, var at jeg kom til at stikke Bozak i kæben, ikke voldsomt, men nok til at han blev godt gal i hovedet på englænderen (ikke mig ha) Martin som var med som holdlederassistent var hurtig i vendingen og fik under alt tumulten ringet til sekretariatet og snakket dem til fornuft og det endte med at jeg trods alt fik skiltet af og kom på banen i lettere rystet tilstand hvilket også gav sig udslag i at jeg ikke var koncentreret nok,  Bozak mistede da også 5 skjul. Jeg besluttede at lade ham løbe direkte til 6. skjul og resten af programmet gik fint. Det mistede skjul kostede 3 p. og jeg endte på 92. Så omstændighederne taget i betragtning var jeg godt tilfreds.

Hvad kan man så lære af den lille tanketorsk? Du må absolut intet have i halsbåndet, ikke engang en krumme fra morgenbordet.

Så var jeg færdig, der var ikke andet at gøre end at læne mig tilbage og se lidt hundearbejde, ikke mindst de sidste danskere der skulle på banen, vi krydsede fingre og tær og de gjorde det rigtigt godt alle sammen.

Et kæmpe tillykke til John Jabina som jo fik en super flot placering, havde jeg været dommer havde du nok ikke stået der, men længere oppe på skamlen, men det var jo bare min mening. Flot var det, det hersker der ingen tvivl om, tillykke tillykke.

Turen hjem vil jeg skåne jer for, den var jævnt kedelig og virkede dobbelt så lang som turen derned.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse og jeg vil sige til jer der kommer med engang, glæd jer, det er så fedt…..

Til Kurt og Martin vil jeg sige at det har været en fornøjelse at være sammen med jer og tak fordi holdt hovederne kolde når det ”kogte” lidt. 

Jeg vil gerne slutte med at sige tak til de figuranter som trolige har stillet op og har rendt (rø… ud af bukserne) for mig og min hund. Uden hjælpere kommer man ingen vegne.

Med venlig hilsen Heine og Bozak